Anmeldelse: Nemme retter fra Rigtigmad.dk

Anmeldelse: Nemme retter fra Rigtigmad.dk

Jeg ELSKER at lave mad. Det er en fornøjelse, især i weekenderne. I en travl hverdag kan det være en udfordring, at finde tiden til madlavning, og selvom sommeren i høj grad har kredset som omkring gas-grillen i et sådan omfang, at mit mellemnavn burde ændres til Weber, så har jeg længe tænkt over, hvilken nytteværdi det reelt giver mig, hvis det skal presses ind i hverdagens tummerum. Det gik ganske hurtigt op for Big Brother, så pludselig dukkede der reklamer op for en lang række måltidsløsninger. En af dem var rigtigmad.dk, en madklub med fokus på gode råvarer.  Det er et projekt, som blandt andet Thomas Rode er involveret i. Og med afsæt i mit positive indtryk af Thomas fra medier, hans opskriftsbøger og et foredrag omkring Palæo for år tilbage, så kastede jeg mig ud i en nemmere hverdag.

Rigtigmad.dk er en medlemsklub med fokus på rene og økologiske produkter, som er fylt med smag og kraft. For 75 kroner om måneden får man 40% rabat på alle produkter på shoppen – herunder otte forskellige nemme retter, som kan varmes i mikrobølgeovnen på 7-8 minutter. Det bliver næppe meget lettere for undertegnede – og ganske som lovet blev varerne leveret om tirsdagen.

Varerne er pakket i flamingokasser, som sikrer at de fint kan afvente, at du kommer hjem fra arbejde. Flamingokasserne har efterfølgende været guld værd henover sommeren i forskellige sammenhænge


Selvom der er tale om nemme retter, så skal man selv sørge for ris, pasta, kartofler, rodfrugter eller hvad man ønsker at spise dem til. Dvs. man skal indregne lidt mere tid, end blot de 7-8 minutter til opvarmning.
Emballagen er dog udtænkt i nemhedens tegn: fjern papiret, prik huller i folien og tø i mikrobølgeovnen i 7-8 minutter. Det er virkelig nemt, ja tak.

Økologisk Kødsovs af Okse – med tomat og urter, krydret med røget paprika

Når jeg finder tid i køkkenet, så er kødsovs altid et sikkert hit. Jeg slowcooker gerne i 8-12 timer, således at kødsovsen får lov at trække godt med smag. Derfor var forventningerne også helt i top, da jeg forsøgte mig med denne ret. Retten har en god smag, dog uden at være overvældende. Den er god til en hurtig hverdag, men jeg savner en smule tekstur og retten kunne sagtens tåle mere krydderi.

Bedømmelse: 3,5 / 5 stjerner

Økologiske Kødboller af Okse – i tomatsovs, krydret som på Sicilien

Ved første øjekast var denne ret ikke imponerende. Det var faktisk på grænsen til, at den aldrig var havnet i min digitale indkøbskurv. Men efter første smag var jeg solgt – denne ret er uden tvivl min favorit blandt alle retterne. Krydderierne spiller godt sammen, og tomatsovsen er lækker cremet. Den passer perfekt sammen med bagte rodfrugter, blomkåls ris eller fuldkornspasta.

Bedømmelse: 5+ / 5 stjerner

 

Økologisk Kalv i Kål – stuvet i blomkålspuré, krydret med muskatnød

Som kæmpe kål-fan, så var dette bestemt en af de retter, som jeg så frem til at kaste mig over. Kødet er enormt lækkert, og man kunne frygte, at kompositionen ville efterlade det en anelse tørt. Det er dog ikke tilfældet, og retten fremstår fornuftig og vel-afbalanceret. Jeg har forsøgt mig med blomkåls-ris og stegte gulerødder i strimler, som passer godt til retten. Det er dog ikke en smag, som imponerer synderligt.

Bedømmelse: 3 / 5 stjerner

Økologiske Hakkedrenge – i bløde løg, krydret med madagaskarpeber

Denne klassiker har en fremtrædende af madagaskarpeber, hvilket tjener den godt. Sovsen fremstår en anelse tynd, og har en anelse bitter smag. Det er uden tvivl den ret, som jeg bryder mig mindst om i udvalget, selvom jeg har forsøgt at servere den med forskelligt tilbehør.

Bedømmelse: 1 / 5 stjerner

Økologiske Boller i Karry – næsten som i gamle dage, krydret med ostindisk karry

Endnu en klassiker, og dog ikke – jeg laver ofte retter med kokosmælk (mindes endda efter Thomas Rode anbefalinger i de tidligere Palæo dage). Derfor var forventningerne til retten også høje, og man bliver ikke skuffet. Der er god smag i retten, uden at det er overdrevet. Kødbollerne var en anelse tørre, så for en god ordens skyld forsøgte jeg mig med forskellige opvarmningsmåder, men med samme resultat.

Bedømmelse: 3 / 5 stjerner

Økologisk Kylling i Gul Karry – med gul peber og kokosmælk, mildt krydret

Jeg er enormt begejstret for Asien, og har arbejdet meget med karry i køkkenet gennem årene. Wow, her er der virkelig ramt plet og råvarernes kvalitet er tydelige. Det er særligt kyllingen, som frembringer et stort smil på læben. Denne ret er på alle måder godkendt.

Bedømmelse: 5+ / 5 stjerner

Økologisk Okse i Grøn Karry – med grøn peber og kokosmælk, mellem krydret

En hæderlig ret uden at være imponerende. Kødet bliver nemt tørt, omend det opvejes af en god smag.

Bedømmelse: 4 / 5 stjerner

Økologisk Gris i Rød Karry – med grøn peber og kokosmælk, mellem krydret

Super lækker sammensætning, hvor man med fordel spæde til med flere grøntsager. Kokosmælken gør meget godt for retten, som er krydret helt tilpas.

Share:

You might also like …